Mange hjem kommer hurtigt til at ligne noget fra et boligmagasin. Hvorfor? Fordi vi alle sammen følger de samme trends. Særligt den nordiske indretningsstil er særdeles udbredt med dens hvide, sorte og grå nuancer. Hvis du kan genkende denne beskrivelse, så trænger du måske til at pifte din personlige indretning lidt op. Herunder får du fem gode tips til, hvordan du nemt kan pifte din bolig op.
1. Køb kunst og planter
Hvis du ønsker at sætte et personligt præg på dit hjem, så er en af de mest effektive måder at dekorere dine vægge. Hæng portrætter af din familie op i hjemmet, eller køb et maleri, der er med til at udfolde din personlige smag. Det er anno 2021 særligt populært at købe en række plakater i forskellige størrelser og kreere en såkaldt billedvæg. Fordelen ved billedvæggen er, at du kan vælge de plakater, som tiltaler dig, og som giver dit hjem det udtryk, du ønsker dig. Derudover kan du altid skifte plakaterne ud, hvilket gør, at du ikke er låst på samme måde som ved malerier. Et par gode råd ift plakater er hhv. at afprøve sammensætningen af plakater på gulvet, inden du banker søm i væggen, samt at du holder dig til få farver, så du ikke skaber uro for øjet.
En anden ting, som du kan gøre, er at købe en række planter. Vores smag i planter er nemlig meget individuelle, hvorfor planter kan bidrage til at personliggøre dit hjem. Jo flere store og små planter du har, jo mere spændende udtryk får din lejlighed også. Du kan med fordel holde dig til én farve plante for at skabe lidt ensartethed.
2. Udsmyk med minder
Er du typen, der er en hel del ude at rejse? Udnyt det! Du kan med fordel købe små souvenirs med hjem fra den enkelte rejse. Det kan godt være, at souvenirs virker cliché, men hvis du gør dig nogle gode overvejelser inden køb, så kan det være en hyggelig måde, at mindes gamle oplevelser. Der er ingen, der siger, at du skal købe den klassiske køleskabsmagnet eller en eller anden figur, der ikke passer ind med resten af indretningen. Det kan være, at du falder over en fed lampe eller et smukt tæppe; tag det med hjem og lad det pryde din bolig. Souvenirs behøver slet ikke være så kiksede, som de ellers har fået ry for at være.
En anden mulighed er at investere i et engangskamera, der printer et øjebliksbillede. De mange printede billeder kan bruges til f.eks. pynt på en snor eller til at gøre din opslagstavle lidt mere personlig. Engangskameraet er på mode endnu engang pga. den gode kvalitet, billederne printes med, samt grundet billedernes retro udtryk.
3. DIY
Hvad er mere personligt end nogle personlige kreationer? Der findes utallige let tilgængelige DIYs på internettet, som du kan drage inspiration fra. Er du kreativ med en blyant eller en pensel? Så kan du producere dine egne kunstværker. Er du god til at strikke? Hvorfor så ikke prøve at strikke din egen Kay Boyesen abe? Det kan også være at dine fingerfærdigheder ligger ved at klippe og klistre. Her har du en fordel ift. at lave eget jule- og påskepynt. Hvis du kan sy, så kan du selv sy overtræk til dine puder, så du får lige præcis de puder, du mener kunne se godt ud i din sofa. Der er mange muligheder, så overvej dine talenter og brug dem til at skabe et helt unikt udtryk i dit hjem.
4. Indret med dine yndlingsfarver
Du er måske godt tilfreds med de neutrale farver i din bolig, fordi det føles roligt for øjet. Dog er de neutrale farver generiske valg, der er svære at gøre unikke og personlige.
Du kan sagtens sætte dit personlige præg på din indretning med lidt farve uden at gå på kompromis med det minimalistiske udtryk. Små hints af din yndlingsfarve gennem et par fyrfadsstager, tæpper og puder vil gøre underværker ift. at få lidt mere personlighed ind i dit hjem.
5. Arvedele
Intet skriger personlighed mere end gamle arvestykker. Vi har ofte nostalgiske følelser, når vi ser de ting, som engang stod i en familiemedlems stue, hvilket giver netop disse objekter en særlig affektionsværdi. Den historie arvestykker har, finder du ikke hos IKEA. Du kan derfor med fordel stille dem frem, så du kan mindes en svunden men god tid.
Nu har vi forhåbentlig givet dig nogle gode ideer til, hvad du kan gøre for, at din indretning bliver mere personlig. Hvis du har lyst til at få flere ideer til din indretning, så har vi tidligere skrevet en artikel om de 10 mest hyppige indretningsfejl. Den kan du læse her.